Længde: 26 km
Udforsk Hærup Sø og Skals Ådal på en fredelig cykeltur med naturoplevelser og valgmuligheder. Besøg Verdenskortet, Lindum Skov og de smukke, fredede bakker.
Start fra campingpladsen. Kør til venstre ad Hobrovej i Vammen. I krydset ved købmanden drejes til højre ad Nørregade i retning mod Hersom. Kør forbi forsamlingshuset og kirken og ned ad bakken – den ældste del af Vammen kaldes Nederby. Fortsæt ligeud ind i Skals Ådal – en tunneldal fra sidste istid. . Skals Å passeres.
I T-krydset drejes til højre ved skiltet “Ørris 2” ad Ørrisvej. Efter 1 kilometer ses Hærup Sø med de fredede bakker på højre hånd. Følg asfaltvejen. I T-krydset drejes til højre ved skiltet “Troelstrup 1” (Sognevej). Efter 600 meter drejes i næste kryds til højre ad Herredsvejen ved skiltet “Klejtrup 4”. Kør 1,2 km ligeud og drej til højre ved skiltet “Hærup Sø” (Hærupvej). Efter 1,2 km ligger en parkeringsplads på højre hånd. Herfra udgår to markerede vandreture i det fredede område omkring Hærup Sø.
Ved næste T-kryds (hvid gård på venstre hånd) følges asfaltvejen til venstre. (Ligeud ligger to gravhøje.) Ved næste T-kryds (efter 1,4 km) drejes til højre ad herredsvejen, og kort efter ankommer man til Klejtrup og vejen skifter navn til Viborgvej. Hold hele tiden til højre, i retning mod Hobro, først hedder vejen nu Brovej, kort efter Klejtrupvej. I udkanten af byen ligger “Verdenskortet” og Klejtrup Sø på venstre hånd.
Kort efter drejes til højre ved skiltet “Lindum 4” (Brohusvej). I næste t-kryds drejes til højre ved skiltet “Lindum 3” (Lindumvej). Efter at have krydset Skals Å køres ind i Lindum Skov. Ved krydset Erikstrupvej – Drøwten kan man vælge at køre ligeud ved skiltet “Vammen 8” (gennem skoven), eller dreje til venstre og forlænge turen med ca. 3 km.
Hvis man vælger vejen til venstre “Lindum 3” (Drøwten), følges en snoet vej til Lindum. Her drejes til højre ved skiltet “Vammen 8”. 1 km udenfor Lindum kan man enten fortsætte ligeud mod Vammen eller dreje til venstre ved skiltet “Bigum 2” (Lergravsvej), følge asfaltvejen gennem Bigum og ende på Lindum-Vammenvejen igen, hvor der drejes til venstre.
Asfaltvejen ligeud gennem skoven fører forbi Høndrupvej. Drej til højre ved skiltet “Vammen 4”. Drej til venstre ad Bygmarksvej tilbage til campingpladsen.