Længde: 31 km
Oplev de lyngklædte bakker ved Ø Bakker på en cykeltur med udsigt, historie og fredede gravhøje. Ruten byder på bakker, dale og gamle jernbanestier i naturskønne omgivelser.
Start fra campingpladsen og drej til venstre ad Hobrovej i Vammen. I krydset ved købmanden drejer du til venstre ad Tjele Møllevej i retning mod Tjele. Hold til venstre og kryds Tjele Å og kør op ad bakken. På toppen drejes til højre ad Foulumdalvej efter skiltet Foulum 1. Herfra er der en flot udsigt – men vær opmærksom – vejen drejer stejlt nedad mod Formyre.
I T-krydset drej til højre ad Hobro Landevej, vej nr. 517 mod Viborg. I Foulum ligger en idyllisk branddam – her drejes til venstre ad Burrehøjvej mod skiltet Velds 4. Man passerer sportspladsen og den gamle skole, følger asfaltvejen og ser til højre AU = Aarhus Universitet – denne del er DCA = Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.
Ved T-krydset ved hovedvej 16 drejes til højre mod Viborg, og efter cirka 30 meter drejes til venstre ad Velds Husevej mod Velds 1 og Ø Bakker. I T-krydset i Velds drejes til venstre ad Fårdalvej og efter ca. 30 meter, ved drejes til højre ad Rydalsvej efter skiltet Øby 3 og Ø Bakker. Vejen snor sig nedad. Man passerer over en eng og den nordlige del af Nørre Å. Herfra er der udsigt til Ø Bakker og de lyngklædte områder.
Ved parkeringspladsen findes et oversigtskort over Ø Bakker, og herfra er der adgang til bakkerne via en afmærket sti. Fortsæt til næste T-kryds. Hvis man vælger vejen til venstre mod Øby 1, kommer man til husene og gårdene i Øby. Da det er en blind vej, skal man vende om her.
Drej i stedet til højre ad Østervangsvej mod skiltet Vejrumbro 4. Undervejs er der flot udsigt over den sydlige del af Nørre Å og dalen. Kort efter Fårdalvej går Vesterskovvej fra til højre og efter ca. 20 m går en asfalteret cykel-og vandresti fra til højre (anlagt på en nedlagt jernbane). Denne del af den nedlagte jernbanelinje ligger på en dæmning med vid udsigt over Nørreådalen. Så det anbefales at gå en lille tur til højre ad den, da den også går gennem slugter og over en gammel bro. Man skal herefter vende tilbage til asfaltvejen, Vesterskovvej.
Hvor denne ender i et T-kryds drejes til højre ad Over Viskumvej, og straks efter til venstre – det er fortsat Over Viskumvej. Kør ligeud i krydset og forbliv på Over Viskumvej, til denne ender i Overlundvej, hovedvej nr. 16. Drej til venstre og i rundkørslen drejes til højre ad Hobro Landevej mod Hobro.
Efter ca. 100 meter drejer du fra til venstre ad Ingstrup Møllevej, mod Rødding.
Hvor vejene Ingstrup Møllevej, Fædalhøjvej og Ingstrupvej møder hinanden, drejes til højre ad Ingstrupvej mod Rødding og efter ca. 300 meter igen til højre, nu på Klarisgårdvej.
Efter ca. 500 m følges asfaltvejen til venstre i kurven. Yderligere 500 m fremme ender asfalten og Meldgårdsvej går fra til venstre. Fortsæt ligeud ad grusvejen (Klarisgårdvej). Undervejs passeres flere gravhøje, som – ligesom alle andre i Danmark – har været fredede i mere end 100 år.
I T-krydset drejer du til højre og følger cykelstien langs Tinghøjvej til Vammen. Drej til højre ad Bygmarksvej og tilbage til campingpladsen.