Vandrerute 7 – Øster Kærvej (lang)

Længde: 10,2 km

Vandreturen fører dig gennem Vammen og ud i de gamle engarealer, hvor du passerer en istidsskabt slugt, rigt fugleliv og udsigt til de fredede Hærup Bakker. Følg den blå rute forbi skov og mose til du vender tilbage til byen ad små, stemningsfulde veje.

Se i fuld skærm

Følg campingvejen mod Vammen og hold til venstre ved Y-delingen.

I Vammen går du til venstre ad Hobrovej.

I krydset til højre ad Nørregade. Vejen fører forbi Forsamlingshuset på venstre side.

Vammen Kirke fra ca. 1200 har romansk apsis, kor og skib. Tårnet og våbenhuset er sengotiske tilføjelser.

Du går nu gennem den ældste del af Vammen, Nederby, og drejer til højre på Øster Kærvej ved rensningsanlægget.

I dag bruges engene hovedsageligt til afgræsning og høslæt eller ligger bare hen. Herved er mulighederne for et rigt fugle- og dyreliv og en righoldig fauna til stede. På højre hånd ses en smuk slugt, dannet i istiden (30 meters stigning).

På nordsiden af Skalsådalen ses de fredede og lyngklædte Hærup Bakker, hvor dådyr og rådyr går i flokke.

Fortsæt ad Øster Kærvej på den mørkeblå markerede rute. Kort efter Mosegård (du ser Fastruplund Skov længere fremme) drejer grusvejen til højre – du skal fortsat følge de blå markeringspæle helt til Vammen enten via Løndalen eller ligeud til Nørregade. Drej til venstre ad Nørregade og i krydset ved købmanden går du til venstre ad Hobrovej. Drej til højre ad Langsøvej til campingpladsen.

Klik på kortet for at se info-punkter

a) Et forsamlingshus er en mindre bys/landsbys fælles kulturhus og mødested, der bruges til foredrag, møder, arrangementer, private eller offentlige fester osv. Der findes ca. 1.000 forsamlingshuse i Danmark.

b) Engene er delt i mange smålodder, fordi alle ejendommene i Vammen før i tiden her bjergede hø til deres kreaturer og gravede tørv til husholdningen.

c) Har du lyst at gå lidt længere ud i engene, kan du gå ca. 200 meter videre ad Øster Kærvej, dreje til venstre og følge vejen, der ender ca. 100 meter fra Skals Å. Herude ses fiskehejren meget tit og nattergalen høres fra midt i maj til Sct. Hans.