Cykelrute 5 – Snæbum

Længde: 40 km

En kort, hyggelig cykeltur til jættestuerne ved Snæbum. Turen går gennem skove, små landsbyer og forbi Nordisk Dyrepark.

Se i fuld skærm

Start fra campingpladsen og drej til højre ad Hobrovej i Vammen – mod Lindum. Hvor vejen deler sig i Skibdalvej og Erikstrupvej, drejes til venstre ad Erikstrupvej mod Klejtrup. Der køres forbi Bigum Skov og gennem Lindum Skov, der hører under Tjele Gods. I krydset i skoven holdes til venstre ved skiltet “Klejtrup 2”. Efter at have krydset Skals Å holdes til højre ved skiltet “Hvornum 2” og Lindumvej starter her.

I Hvornum drejes til venstre i T-krydset ad Klejtrupvej. Efter 20 meter drejes til højre ad Lillemøllevej mod skiltet “Snæbum 6”. På højre hånd ligger den lille dyrepark “Nordisk Dyrepark” (se specialbrochure i campingkiosken). Kør tværs over vej nr. 579 ad vejen mod skiltet “Snæbum 4” (Snæbumvej). Fortsæt ligeud til Snæbum, hold til højre og cirka 100 meter uden for byen (mellem et hus og en hvid garage) drejes til venstre mod Hvilsom ad Tværvej.

I T-krydset drejes til højre ad Hvilsomvej mod jættestuerne. På højre hånd ved en hvid gård findes indgangen til jættestuerne.

Tilbagetur:
Kør samme vej tilbage – vær opmærksom på at dreje til venstre ad Tværvej cirka 1 km efter starten på hjemturen. Alternativt kan du tage hjemvejen via Klejtrup.