Cykelrute 8 – Fussingø

Længde: 27 km

Tag på en smuk cykeltur til Fussingø Slot og sø gennem lyngbakker og skov. Ruten byder på natur, kultur og udsigter over Nørre Ådal..

Se i fuld skærm

Start i Hammershøj – enten i forbindelse med tur nr. 10 eller ved at parkere bilen ved Friluftsbadet og Hammershøj Skole, Vorningvej 33, Hammershøj, 8830 Tjele. Kør ad Vorningvej til rundkørslen. Drej til venstre ad vej 16, Randersvej. Efter ca. 600 m drejes til højre ved apoteket ad Stadionvej. Følg asfaltvejen forbi stadion og fortsæt langs Vejlebækdalen til lige før den brede asfaltvej (Tindbækvej). Drej til venstre ad Nøragervej, over mosen ved skiltet “Tindbæk 3”. I mosen graves der stadig ler, og Hammershøj Teglværk producerer mursten til hele landet – også campingpladsens. Vejlebæk krydses.

I krydset Nøragervej/Tindbæk Fælled drejes til venstre ad Tindbæk Fælled, som du følger til den ender i et T-kryds. Lige in den kører du forbi sidevej til højre Du drejer til venstre ad Volstrupvej ind i skoven. Efter skovstykket drejer du til venstre ad Rosenbakken ved skiltet “Læsten 2”. Vejlebæk krydses igen. Der køres gennem en gårdsplads, og vejen snor sig stejlt op gennem de smukke, lyngbeklædte Læsten Bakker.

I Læsten holdes til højre ved Brugsen ad Engtoften, som fører ned ad en snoet, stejl vej gennem Læsten Bakker. Hold til højre ad Vasevej. Vejlebæk krydses to gange, da den her er delt.

Fortsæt ligeud ad Vasevej gennem skoven. Den ender ved parkeringspladsen ved Fussingø.

Ved p-pladsen findes et kort over området. Fussing Vandmølle ligger på venstre hånd, og Fussingø Slot (som tilhører staten) samt Fussing Sø og flere af de gamle beplantninger er fredede. Der findes markerede vandrestier. Ved savværket drejes i t-krydset til højre efter skiltet “Ålum 3” ad Fussingøvej. Badning i den meget smukke sø frarådes pga. meget stejle skrænter. I svinget er der fra p-plads sti til Fussingø ruin.

Fortsæt gennem Sønderskov. I krydset i udkanten af skoven, hvor der står en række meget gamle ege og bøge, drejes til højre ad Fussingøvej mod skiltet “Ålum 2”. Efter ca. 300 m drejes igen til højre langs skovkanten ad Nr. Ålumvej efter skiltet “Svinding 3”. Følg Nr. Ålumvej og kør ligeud mod Svinding.

I Svinding drejes til højre ad Høvejen. Følg asfaltvejen ned gennem skoven og drej til højre, hvor Høvejen ender i Gammel Viborgvej, vej nr. 503. Der køres langs skoven – med smuk udsigt over den brede Nørre Ådal. Vejen skifter navn til Gammel Randersvej. Skjern Kirke ligger på venstre hånd – ved våbenhuset står en stor gammel runesten, og over indgangsdøren sidder et gammelt solur. Der er flot udsigt over ådalen fra kirkegården.

Hold til højre ad Tindbækvej mod Tindbæk og Hammershøj 5 (vej 575). Herfra er der to muligheder:

1) Fortsæt ligeud ad Tindbækvej forbi Tindbæk og Hammershøj Teglværk op til hovedvej 16 – udgangspunktet.
2) fortsæt ligeud ad Tindbækvej, men drej til højre ad Tindbæk Byvej, og i landsbyen drejer du til højre ad Nøragervej. Kør ad denne og følg den over Vejlebæk til den ender i Stadionvej. Drej til venstre i t-krydset og umiddelbart efter til højre ad Tindbækvej mod Hammershøj og hovedvej 16 – udgangspunktet.