Koncept

Akvarel af den hyggelige stemning i pejsestuen omkring bålet

En enestående campingoplevelse

Hos os kombinerer vi uspoleret natur, livet ved vandet og aktiviteter for alle aldre med hygge omkring det åbne ildsted og sang og musik spillet af campisterne. Det har vi fokuseret på siden vi i 1978 fandt stedet som et nedlagt husmandssted midt i et naturfredet område ned til Tjele Langsø.

Pejsestuen og live-musik

Som centrum for livet på campingpladsen byggede vi allerførst en stor rustik bindingsværksstue med åbent ildsted. Helt fra start valgte vi, at her skulle et tv eller spilleautomater aldrig holde deres indtog – fokus skulle være på andre værdier. Her skulle skabes et mødested for campister omkring det knitrende bål med live-musik spillet af campisterne. Hver aften tænder vi op i det åbne ildsted midt i opholdsstuen, hvor der hyggesnakkes, spilles spil og læses bøger omkring ildstedet og ofte til lyden af sang og musik.

Hvis du som campist behersker et instrument, hvad enten du er nybegynder eller øvet, så er du velkommen til at give et nummer. Her bliver spillet og sunget alt lige fra blues over folk til pop med akustiske instrumenter.

Akvarel af leg ved søen. Badende campister, hygge ved strandkanten og en lille kano-tur

Udsigt og badesø

Med 35 m højdeforskel fra øverste plads og ned til strandkanten, har de sydvendte terrasser god udsigt over den 9 km lange sø og campingpladsen, der er varieret beplantet. Nogle pladser er små hyggekroge med god skygge og ro, andre er en del af en større plads, hvor leg og liv opstår imellem terrasserne.

Med udsigt over søen og med pladser helt ned til vandkanten, har vi indraget søen i livet og aktiviteterne på pladsen. Søen fungerer bl.a. som badested, til bådsport (kano, windsurfing m.m.), strandkoncert og tømmerflådeture. I en afsides krog af pladsen, helt ned til vandet, har vi desuden en sauna med egen badebro, så du uforstyrret kan hoppe direkte i søen.

Aktiviteter

På opslagstavlen lige ud for fællesrummet “pejsestuen” er en tre-dages oversigt over aktiviteter og arrangementer på pladsen opslået. Vi gør meget ud af at lave aktiviteter for alle aldre; for de mindste, de unge og de voksne – for hele familien. Aktiviteterne spreder sig over alt lige fra sportslig leg og spil til kreative emner (musik og håndarbejde) og madlavning (fx. lav din egen pizza). Se mere på siden aktiviteter.

Akvarel af en del af hovedbygningen, beplantningen og ungdoms-pavillonnen

Kom og vær med

Kom og vær en del af livet på en campingplads, hvor regnvejrsdage er hyggedage omkring den varme ild i pejsestuen, og morgensolen skinner, mens der blæses på jagthornet kl. halv ni, når de på pladsen hjemmebagte, økologiske rundstykker er færddigbagte.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til at opleve Vammen Camping!

Anine og Harm-Wulf Sluyterman